Råge

Corvus frugilegus

Rågen er en sort kragefugl på størrelse med en krage. De voksne fugle kendes på den nøgne, lysegrå hud omkring næbroden. Råger er selskabelige og yngler i kolonier i høje træer, ofte tæt på huse, parker og kirkegårde. Rågen har ingen jagttid i Danmark, så den må kun reguleres med tilladelse.

Typiske skader

  • Kolonier ved bebyggelse: støj fra tidlig morgen i yngletiden og klatter på biler, terrasser og gangarealer.
  • Marker: flokke kan æde udsæd og spirer på nysåede marker og gøre skade i afgrøder før høst.
  • Gartnerier og grøntsagsmarker: skader på afgrøder hele året.

Hvornår kan der reguleres?

SituationPeriodeBestemmelse
Råger i flokke på mindst 30 fugle på ikke høstede og nysåede marker1. juli – 30. september§ 13, stk. 1
Råger i kolonier, inden redebygning og æglægning15. januar – 15. marts§ 13, stk. 2
Rågeunger uden for reden i kolonier1. maj – 15. juni§ 13, stk. 3
Rågeunger på ikke høstede marker1. maj – 30. juni§ 13, stk. 4
Råger i flok i erhvervsgartnerier, frugtplantager, planteskoler og på grøntsagsmarkerHele året§ 13, stk. 5

Ved regulering af rågeunger i kolonier kan der gives tilladelse til at bruge salonrifler med plads til mere end tre patroner (§ 13, stk. 6).

Prøv først

Tilladelse til regulering forudsætter, at der ikke findes en anden tilfredsstillende løsning, og i ansøgningen skal du oplyse, hvilke afværgemidler du har brugt. På marker kan det fx være fugleskræmsler, silhuetfigurer, høgedrager eller pæle med flag, som flyttes jævnligt. For rågekolonier henviser styrelsens katalog over anbefalede vildtafværgemidler til konkret rådgivning fra den lokale vildtkonsulent.

Sådan løser vi opgaven

Vi regulerer rågeunger i kolonien, når de har forladt reden og sidder på grenene omkring den. Det foregår med salonriffel med lyddæmper, så det er næsten lydløst, og altid i dagslys. Vi aftaler tidspunktet med dig, så naboer og andre kan få besked på forhånd. Ungerne bliver brugt som mad.

Sådan søger du

Hvor reguleringen kræver tilladelse, er det ejeren eller brugeren af ejendommen, der søger. Læs om ansøgning, fuldmagt og indberetning under Sådan foregår det. Reglerne står i bekendtgørelsen om vildtskader.