Lovtekst:
§ 12. Naturstyrelsen kan give tilladelse til, at råge, der optræder i flokke på minimum 30 individer på ikke høstede og nysåede marker, må reguleres i perioden 1. juli – 30. september.
Stk. 2. Naturstyrelsen kan give tilladelse til, at råge i rågekolonier må reguleres inden redebygning og æglægning i perioden 15. januar – 15. marts.
Stk. 3. Naturstyrelsen kan give tilladelse til, at rågeunger i rågekolonier må reguleres uden for reden i perioden 1. maj – 15. juni.
Stk. 4. Naturstyrelsen kan give tilladelse til regulering af rågeunger på ikke høstede marker i perioden 1. maj – 30. juni.
Stk. 5. Naturstyrelsen kan give tilladelse til at råge, der optræder i flok i erhvervsmæssigt drevne gartnerier, frugtplantager og planteskoler og på marker med erhvervsmæssig produktion af grøntsager må reguleres hele året.
Stk. 6. Naturstyrelsen kan give tilladelse til, at der ved regulering efter stk. 3, må anvendes salonrifler, der kan indeholde mere end 3 patroner, herunder halvautomatiske salonrifler.